Nyhedsbrev juli 2016
Her midt på sommeren, et relativt kort nyhedsbrev fra undertegnede, der mest af alt handler om netop vel gennemført sommerlejr, et par spændende nyheder omkring workshops med henholdsvis Rob Liberti og – master Sam Tam. Sommerlejr: Som I ved, var det første gang jeg afholdt en sommerlejr til trods for talrige opfordringer gennem årene. Jeg havde valgt at lave den hjemme hos mig selv, og det betød, at det var begrænset hvor mange deltagere der kunne være. Præcis som jeg ville have det. Mit fokus var nemlig at det skulle være intenst, personligt og at skabe et forum hvor virkelig læring kunne finde sted. På de tilbagemeldinger der kom løbende undervejs og sidenhen, synes det at være lykkes ganske godt!
Deltagerne lagde virkelig et stort stykke arbejde i deres træning gennem alle 9 dage, var fokuserede, positive og hårdtarbejdende, samtidig med at der var plads til masser af humor. Særligt den første weekend hvor temaet var Pauchui (Chenstil Canonfist), var en ny og udfordrende oplevelse for de fleste, som ikke havde prøvet det før – og den efterfølgende uge med fokus på master Sam Tam’s system, gav mulighed for fordybelse. Af hjertet tak til alle der deltog.
Jeg kan godt allerede nu afsløre, at det bliver en tilbagevendende begivenhed! Og jeg vil ligeledes henover året, lave et par forlængede weekender, hvor jeg vil afholde disse “housetrained” events. En direkte og naturlig forlængelse af den måde jeg selv har modtaget undervisning.
(Lidt stemningsbilleder)
Workshops med Rob Liberti og master Sam Tam: En af mine elever har en stor interesse i Dan Harden’s system. Dan er efter sigende, en af de få vesterlændinge der har udformet et system til at opbygge “internal power”. Jeg har fået en aftale i hus med en af hans topelever, som skulle være en bedre formidler og underviser – Rob Liberti – end Dan Harden. Rob kommer til Danmark og giver en workshop 22. – 23. oktober. Mere info følger.
Som I ved, har Sam Tam holdt pause i knap to år nu med hans ellers faste rutine med at komme til Danmark to gange årligt og afholde workshops. Med afsæt i, at en del af mine elever er begyndt at tage på træningsture til Sam Tam, og jeg selv har flere og flere der på samme vis kommer og træner privat hos mig, har jeg talt med Sam Tam om muligheden for at lave et ganske særligt arrangement i Danmark. Og umiddelbart har han sagt ja til det, men det er stadig på tegnebrættet og jeg vil lave en endelig aftale med ham når jeg tager over til ham om et par måneder. I sin enkelhed går aftalen ud på, at han kommer hjem til mig og vi laver en 3-4 dages meget intensiv workshop hos mig, for en begrænset gruppe (maks. 12 mennekser). Selve eventet vil blive en “by invitation only”, dvs., at det ikke vil være en åben workshop, men kun for deltagere der allerede har et grundlæggende kendskab til ham og hans system. Jeg tænker at det kommer til at foregå i maj/juni næste år. Skulle du være interesseret – så mig mig allerede nu en mail!
(Sam Tam mediterende i sit hjem – foto taget af Sergio)
Workshops:
I den kommende tid vil jeg planlægge 2016/2017 og få sat datoer på. Jeg kan godt allerede nu garantere det bliver et meget spændende år! Mange workshops og kurser – stok, vifte, pushhands, standing, Tuina massage, Qi Gong, m.m. Af programsatte workshops lige rundt om hjørnet i august/start oktober er der som følger:
27. august (10 – 14) Kropsbevidsthed og afspænding
http://www.denintelligentekrop.dk/workshop-kropsbevidsthed-og-afspaending-torben-bremann
1. oktober (10 – 14) Meditation
http://www.denintelligentekrop.dk/workshop-meditation-siddende-staende-og-gaende
Privattræning og gruppesessions:
Jeg har skrevet det tidligere – flere og flere kommer til privattimer. Senest har jeg åbnet op for gruppe sessions – 2 – 4 af gangen. Det har den klare fordel, at når der arbejdes med partnerøvelser, kan jeg rette på hver enkelt mens, de træner dem. Kontakt mig hvis du gerne vil booke tider.
Ellers er der blot tilbage at ønske jer alle en fortsat rigtig god sommer!
Torben