Mit første møde med master Sam Tam
… En af de primære årsager til, at jeg fandt interesse i at lære fra Sam Tam, var hans erfaring omkring standing. Jeg har gennem de fleste år af min “Taijikarriere”, trænet standings. De fleste af mine lærere, med nogle få undtagelser (herunder Patrick Kelly og Peter Ralston), havde eller har, standings, som en del af deres system. Og jeg har altid godt kunne lide at stande og været i stand til at stå forholdsvis længe i de forskellige positioner og forblive relativt afspændt. Alligevel, var der et eller andet udefinerbart der manglede. Gennem Jan Diepersloot’s bøger, blev jeg bekendt med Sam Tam, og syntes de beskrivelser jeg læste, harmonerede fint med den retning, jeg havde lyst til at arbejde i.
Efter et års tids korrespondance, lykkedes det mig at invitere Sam Tam til at afholde en workshop i Danmark i 2005.
Hvis jeg skal være helt ærlig, så var jeg ikke særligt imponeret i første omgang. Han kunne med lethed skubbe mig rundt som det passede ham, og han kunne med overbevisning demonstrere de selvforsvarsmæssige aspekter i Taijiformen, eller for den sags skyld i en hvilken som helst bevægelse.
Men Hans første workshop var meget anderledes end de mange, mange workshops jeg tidligere havde arrangeret med mine forrige lærere. Normalt bestod en workshop af benhårdt, sveddryppende arbejde, og de fleste deltagere, fik så ondt i lårmusklerne fra den hårde træning, at de dårligt kunne gå. Og det var noget jeg kunne lide!
Før jeg begyndte på Taiji, havde jeg hele mit barne og ungdomsliv, trænet hård fysisk idræt på højt niveau. Jeg var vant til – no pain, no gain – eller min egen variation, do or die træning. Smerte og udmattelse var noget jeg kunne forholde mig til. Så mødet med Sam Tam, hvor han var ualmindelig casual (halvdelen af første workshop dag, havde han end ikke jakken af), og den manglende hårde træning, var lidt skuffende for mig. Og så lignede hans Taijiform en sammensætning af uraffinerede, partielle bevægelser. Faktisk som jeg tænker min første Taijiform må have set ud, efter jeg havde trænet et halvt års tid …
Den præcision, jeg havde øvet og øvet i hver enkelt bevægelse og position, og overgangene imellem, i master Huang systemet, syntes ikke at være til stede. Og hver gang Sam Tam gentog det samme Formstykke fra sin Form, så bevægelserne anderledes ud, og jeg opdagede til min skræk, at hans fødder nærmest så ud som om de skøjtede rundt. Hvor var groundingen? Hvor var forbindelsen fra fødderne op igennem en afspændt krop?
Og når vi endelig var kommet godt i gang med et par bevægelser, blev vi bedt om at holde en lille pause, gå en tur rundt, og stille eventuelle spørgsmål. Jeg var ved at blive vanvittig! Og samtidig følte jeg naturligvis et stort ansvar over for de mange mennesker, som var kommet fra både ind- og udland for at deltage i workshoppen. Jeg har i Danmark et ry for, at når jeg arrangerer en workshop med et udenlandsk navn, så er der garanti for kvalitet. Jeg frygtede, at jeg var ved at kaste det overbord. Det tager 30 år at opbygge et godt ry, og 30 sekunder at smide det væk.
Workshoppen forløb over to dage, og det var mit indtryk, at deltagerne havde blandede følelser omkring den. Specielt dem, der var vant til den meget hårde træning fra variationen af master Huang systemet, virkede ikke begejstrede.
Da jeg et par dage efter workshoppen kørte Sam Tam i lufthavnen meget tidligt om morgenen, foreslog han efter vi havde checked bagagen ind, at vi gik en tur og snakkede lidt. Han bad mig om, at give feed back på hans undervisning og workshoppen som helhed. Og det gjorde jeg. Ærligt, men naturligvis respektfuldt. Jeg fortalte ham bl.a., at min daværende lærer i master Huang systemet var fantastisk til at slippe og tømme, som jeg syntes var mere raffineret end det Sam Tam havde vist. Straks bad han mig mærke på hans krop, og gjorde nøjagtig, som jeg netop havde beskrevet, blot på et højere niveau, og jeg mistede min balance. Han sagde stille og roligt til mig: “Come visit me, and we can have a talk and I can teach you”.
For at gøre en lang historie kort, det blev begyndelsen på et foreløbigt 10-årigt, tæt forhold til min nye lærer – Sam Tam.
Kort efter Sam Tam´s workshop i København, kom min daværende lærer ligeledes til København for at afgive en workshop. Jeg viste ham efterfølgende et kort videoklip med Sam Tam, hvor han demonstrede lidt af sin kunnen i pushhands, og min lærer spurgte, om jeg ville rejse over til Sam Tam sammen med ham. Og det gjorde vi.
I første omgang var det egentlig min mening blot at lære standing fra Sam Tam og lidt pushhands og applikationer, og så integrere det i det, jeg i forvejen trænede og kunne. Jeg skulle blive klogere …
Min daværende lærer var ankommet til Sam Tam et døgn før mig. Jeg var naturligvis virkelig spændt på, hvordan deres venskabelige test af kunnen i pushhands var forløbet. Min lærer var virkelig svær at skubbe og er absolut et de mennesker jeg har kendt, der har udviklet sin grounding mest.
Efter min ankomst blev jeg med det samme smidt op af Sam Tam´s madras på væggen, som spillede han squash med mig. For, som han sagde, “to get rid off the jetlag”.
Efterfølgende inviterede min daværende lærer mig på en kop kaffe og en snak. Jeg spurgte naturligvis straks til hvordan hans pushhands test med Sam Tam var forløbet. Til min store overraskelse sagde han, at han ikke havde haft en chance! Han tilføjede samtidig, at ifølge ham, havde Sam Tam mindst den samme power som master Huang, men havde udviklet yieldingen til et højere niveau! Tak for kaffe!
Jeg har aldrig mødt master Huang, men har trænet hos mange af hans topelever. Jeg har naturligvis set videoer af master Huang igen og igen, men det vil selvfølgelig aldrig være det samme som at have mærket ham.
De følgende dage fik jeg klare beviser på, at Sam Tam så absolut var og er – i en klasse for sig selv. Både jeg og min lærer blev kastet rundt, som var vi lette som fjer. Prøvede vi at bruge fysisk styrke og modstand, gjorde det kun ondt værre. På daværende tidspunkt havde jeg naturligvis ingen ide om hvor højt Sam Tam´s niveau er, og har det vel reelt stadig ikke.
De første 4-5 gange jeg besøgte ham, prøvede jeg at time det med min tidligere lærers besøg derover, så vi kunne være der samtidig.
Han havde et år tidligere sagt, at han ikke længere havde mere han kunne undervise mig og lære mig, og at han betragtede mig som sin træningspartner. Jeg så og ser ham selvfølgelig stadig som min lærer i master Huang systemet.
Efter nogle besøg hos Sam Tam besluttede jeg mig for, at jeg gerne ville lære hans system, og havde indset, hvor tåbelig jeg havde været ved mine første besøg, hvor jeg troede jeg kunne opføre mig, som var det et tag selv bord, og så integrere det i det jeg i forvejen kunne. Herfra begyndte jeg endnu engang fuldstændig forfra, som begynder.
Min – nu tidligere lærer – fortsatte et par år endnu med at besøge og lære fra Sam Tam, hvorefter han stoppede af forskellige grunde. I øvrigt er det en ting jeg er stødt på mange gange gennem tiden: Elever der har trænet i mange år, og finder ud af de kan udvikle sig mere, hvis de lærer fra en ny lærer, men undlader at gøre det, når de har muligheden. For som de siger, “så har jeg jo spildt tiden hos min tidligere lærer”. Sludder – du spilder tiden ved at fortsætte med det samme du altid har lavet, hvis der er en mulighed for, at lære på et endnu højere niveau, fra en endnu dygtigere lærer. Forandring er svær.
“Insanity is doing the same thing over and over again and expecting different results”
– Einstein
Fod aftryk og tyngde
En af de første ting Sam Tam gjorde, var at tjekke min standing, da det var det, jeg umidddelbart viste størst interesse for i begyndelsen.
Ligesom mange andre kinesere, har han tykke tæpper på sine gulve. Det gav mig en god mulighed for – tænkte jeg – at vise ham, hvor god jeg var til at grounde.
Jeg stillede mig i en standing i godt 15 minutter, hvor han rettede lidt på mine arme nu og da. Da jeg var færdig med at stande, havde mine fødder sat dybe spor i hans gulvtæppe, og jeg følte mig rigtig selvtilfreds og stolt.
Han pegede på mine fodaftryk og sagde, “du har for meget tyngde i dine fødder”. Efterfølgende stillede han sig i en standing, og da han gik ud af den igen, kunne jeg knap nok se hans fodaftryk på tæppet!
Den efterfølgende dag tog han mig på en sightseeing tur rundt om Vancouver. Det var fantastisk vejr, og ved et ophold på en strand, sagde han til mig, “How about we stand for a few minutes?” Jeg stillede mig med mine fødder godt forankret i sandet, og kunne mærke hvordan de sank ned og oplevelsen af grounding og forbindelse var fantastisk. Da jeg var færdig med at stå, kiggede jeg igen ned på mine fodaftryk, og var som med situationen med tæppet, stolt over de dybe aftryk jeg havde sat. Jeg kiggede over hvor Sam Tam havde stået – stort set ingen aftryk i sandet overhovedet! Endnu engang sagde han til mig, at jeg havde for meget tyngde ned i mine fødder …
Ok, jeg vejede mere end ham, så på det fysiske plan, måtte jeg nødvendigvis lave dybere fodaftryk. Men det er kun en del af historien.
Hos min tidligere lærer og i master Huang systemet havde vi haft et enormt fokus på “at tage kraften ned i jorden”. Og jeg var ret dygtig til det, syntes jeg, og det havde været mit hovedfokus i en lang årrække. Hvis du ikke er så bekendt med, hvad forskellige visualiseringer kan gøre, kan det synes underligt, at det kan gøre en forskel hvad du forestiller dig og tænker, og at det kan ændre på hvor tung f.eks en 80 kilos mand føles. Men det gør en gigantisk forskel.
Jeg har mange gange med nye elever sat dem til at “mærke” en af mine øvede elever og barndomsven, Jeppe Türck. Spinkel af natur, men når de mærker ham eller prøver at skubbe ham, synes han utrolig tung og stor. Sådan føltes han ikke for år tilbage. Det er via Taijitræning, standing og forskellige visualiseringer, at hans krop har ændret sig – men hans fysiske vægt er den samme.
Sænke kontra at droppe energien
Senere samme dag hos Sam Tam, fulgte han op på de to episoder. Han sagde til mig, at i min tidligere træning havde jeg droppet energien ned til fødderne, i hans system sænker vi energien til centret i stedet, og i relation til selvforsvar, ekspanderer i alle retninger på en gang. Jeg var naturligvis lidt skeptisk i første omgang – jeg har trods alt en baggrund i anatomi, fysiologi, m.m. – og jeg havde godt kunne forholde mig til, at vi kunne gøre kroppen tungere ved at give mere og mere slip på muskulaturen, som f. eks at sammenligne med at løfte en kæde der vejer 30 kilo og en jern stang der vejer det samme. Kæden føles væsentligt tungere. Men det modsatte? At gøre mig “lettere” igen?
Sam Tam nævnte flere grunde til, at jeg kun skulle sænke energien til centret. For det første var der stor risiko for at ødelægge ankler og knæ ved at have for meget fokus på at tage den ned i fødderne. (hvilket jeg kunne skrive under på selv samt havde erfaret fra flere andre, som havde gjort det samme over en årrække). For det andet, er det simpelthen for langsomt i forhold til selvforsvar. Ved blot at tage den ned til centret og ekspandere derfra i alle retninger, returneres kraften til en eventuel modstander langt hurtigere. Som altid med Sam Tam, giver han klare demonstrationer, så det ikke blot er teori.
En af hans andre elever kom forbi senere den dag – en tung fyr på omkring 110 kilo. Sam Tam bad mig, om at ligge mig på maven på gulvet med armene strakt lidt væk fra kroppen. Han stillede sig efterfølgende på mine hænder og begyndte at smide eleven op af madrassen på væggen. Jeg kunne høre på lyden, når han ramte væggen, at der var godt kraft på, når han blev sendt gennem luften. Men jeg kunne intet mærke i mine hænder!
Det føltes som om at Sam Tam´s fødder knap nok var i kontakt med mine hænder, og i særdeleshed, var der ingen forandringer i trykket fra hans fødder mod mine hænder, når han issuede relaxed force.
Jeg fik selvfølgelig efterfølgende lov til, at være modtageren af skubbet, hvor det så var eleven der lå på gulvet. Samme resultat, jeg fløj gennem luften med stor kraft i retning mod væggen, hvor eleven ingen forandring mærkede i trykket på hans hænder. Det var en eyeopener af dimensioner for mig, og det ændrede fuldstændig min måde at træne på.
Sam Tam lavede endnu en demonstration et par dage senere, hvor min tidligere lærer var ankommet til hans hjem. Han satte sig i en stol med sine fødder løftet fra underlaget, og smed rundt med min tidligere lærer i den ene og anden retning, som var han en tennisbold.
Selvfølgelig er du afhængig af kontakten til jorden. I den siddende stilling går denne kontakt fra sædeknuder, via stolesæde og ben ned til jorden. I den stående stilling, er det fødderne der udgør denne kontakt. Men der skal ikke forceres og preses ned mod underlaget. Tyngdekraften skal have lov at virke af sig selv, og det gør den bedst ved at skelettet bliver balanceret hensigtsmæssigt overpå hinanden, så du kun lige akkurat bruger den muskelkraft der er nødvendig til at opretholde den oprejste og lodrette position – siddende som stående. At have for meget fokus på at synke ned i fødderne, skaber risiko for, at kroppen bliver komprimeret og kollapser i sin struktur …