Juni 2016

taichibog

Nyhedsbrev juni 2016

   Så er sommeren godt i gang og midsommer lige om hjørnet. Der har været lidt stille fra min side af i noget tid, men det betyder bestemt ikke at jeg har ligget stille!. Kalenderen har været fuldt booked med workshops, kurser, privatklienter, Qi Gong uddannelse – og naturligvis egen træning. Dette nyhedsbrev vil have fokus på netop disse ting.

Sommerlejr:
Om godt en uge er det tid for min første sommerlejr nogensinde. Og det er et knivskarpt og intenst program med masser af spændende ting, hvor jeg selv forestår al undervisningen.
Der er kun et begrænset antal pladser, da det er vigtigt for mig, at der skabes de perfekte rammer, så undervisning og læring er optimal. Der er pt. 3 ledige pladser tilbage! Du kan tjekke programmet ud her, og se de forskellige tilmeldingsmuligheder: https://billetto.dk/da/events/sommerlejrsummercamp

Robert Peng:
I slutningen af maj – 27 – 30 –  deltog jeg på en 4-dages workshop med Robert Peng, som gæstede Danmark for anden gang. Dvs., jeg deltog i den udstrækning det var muligt for mig, da jeg selv havde 2 workshops af fire timers varighed henover weekenden.
Fredag aften var stort set en gentagelse af sidste år, hvor han bl.a. fortalte sin egen historie og hans møde med, og træning under, sin lærer. En historie han i øvrigt gentog flere gange henover weekenden af hensyn til dem der ikke havde deltaget de forrige dage. Ikke alle var lige begejstret for det, da det dels kan læses i hans bog, og dels er lidt respektløst overfor de deltagere der har meldt sig til alle 4 dage, at de skal trækkes med historien flere gange …
Mandagen var særligt helliget til healings teknikker, som blev trænet og prøvet af på en partner.

Hvad synes jeg om workshoppen?
Ligesom sidste år, vil jeg sige, at jeg egentlig synes godt om Robert Peng og det er mit bedste skøn at han har noget at byde ind med. Men egentlig undervisning kan ikke finde sted med så mange deltagere, og vel at mærke en gruppe af deltagere, hvor hovedparten har meget lidt eller ingen erfaring med Qi Gong! Samtidig er der alt for mange – og lange – pauser. I forhold til “healingdagen”, gav det ikke meget mening at deltagerne skulle arbejde på måtter på gulvet, al den stund, at flere var i så dårlig fysisk forfatning, at de ikke kunne arbejde på gulv. Og en egentlig korrigering/rettelse af den enkelte fandt ikke sted, men undervisningen foregik via storskærme.
Et noget andet undervisningsmiljø end det jeg selv har modtaget min undervisning i, som ofte har været på tomandshånd, og ligeledes langt fra hvad mine kursister og elever er vant til fra min side af, hvor intensitet, nærvær og den enkeltes udbytte har topprioritet.
Når det er sagt, så glædede det mig, at Robert Peng flere gange understregede at standing var et must og basis (selvom jeg tvivler på de fleste “hørte” det), og vi da også fik prøvet kræfter med et par stykker af hans foretrukne, om end kun nogle få minutter af gangen, og naturligvis uden individuel korrektion.
Jeg blev samtidig endnu engang mere opmærksom på mange af de Qi Gong ting jeg har lært af mine personlige lærere gennem tiden (som ikke havde den store betydning for mig dengang jeg var ung, men jeg blot trænende fordi de sagde jeg skulle), og i det meget spændende år der kommer på Qi Gong siden, vil det fylde mere og mere. Noget at glæde sig til for kommende og nuværende deltagere på min Qi Gong uddannelse.

Qi Gong uddannelse:
For et par uger siden havde vi første weekend på et nyt modul af Qi Gong uddannelse. En fantastisk weekend med masser af træning, vidensdeling, information og nogle fokuserede og hårdtarbejdende elever! Det er et privilegium at få mulighed for at undervise under de betingelser. Der vil være masser af spændende nyt i den kommende vinter og gode muligheder for at kunne tilmelde sig og lære mere.

Workshops:
Jeg har afholdt helt utroligt mange workshop denne vinter og jeg er dybt taknemmelig for alle de deltagere der er mødt op. Faktisk har jeg kun haft to weekender fri fra januar til nu. Og det har været en kende for meget (eller snarere for lidt) …
Fra efteråret vil jeg “kun” afholde workshops eller kursus hver anden weekend, fra januar hver tredje.
Jeg fader samtidig mit samarbejde med den intelligente krop ned henover efteråret, og fra starten af januar 2017, vil jeg maksimum afholde 2 – 4 workshops/kurser i det regi om året.
Lige efter sommeren, nærmere bestemt 27. august, har jeg en workshop om kropsbevidsthed og afspænding, som du kan tilmelde dig her: http://www.denintelligentekrop.dk/workshop-kropsbevidsthed-og-afspaending-torben-bremann

I september tager jeg til Sam Tam igen, og skriv allerede nu, 7 – 9. oktober i din kalender. Der vil jeg nemlig afholde 3 – dages workshop i Tai Chi og Qi Gong, fordelt på individuelle blokke som altid.
Jeg vil naturligvis afholde mindre 4 – timers workshop løbende henover efterår/vinter i vifteform, stokform (for dem der har deltaget hver gang, mangler de at lære sidste sektion), standing meditation, Qi Gong, pushhands, etc.
Derudover har jeg en af Dan Hardens topelever fra USA – Rob Liberty – kommende i løbet af vinteren og afholde en workshops med fokus på at opbygge “internal power”, men mere om det når datoer ligger fast.

Tai Chi instruktør uddannelse
En af grundene til at jeg fader mange af mine kortere workshops i den intelligente krops regi ud er, for at skabe plads for min Tai Chi instruktør uddannelse, som starter op i januar/februar 2017. Den vil komme til at fylde, ligesom Qi Gong uddannelsen vil – og jeg udbyder også et kursus, måske to, i Tuina (kinesisk massage). Så der er rigeligt at se til …

Private sessions:
Flere og flere kommer for at lære på  én til én basis eller to går sammen om at tage timer. Også det vil jeg fokusere mere på. Jeg er i øvrigt hjemme det meste af sommeren, så meld tilbage, hvis du har noget du gerne vil lære, uddybe eller superviseres i.

Program efter/vinter:
Du må væbne dig med tålmod lidt endnu, men så snart jeg har sat programmet sammen, vil det blive offentliggjort i et kommende nyhedsbrev og muligt at tilmelde sig via billetto.

Rigtig god sommer

Torben